Ny skattereform giver endnu mere kontrol, men langt mindre tillid

Skrevet af BachmannPartners

Publiceret d. 30. april 2020.

Nyheder

Skatteministeren fik onsdag opbakning fra resten af Folketinget til sin reform af skattekontrollen i Danmark.

Skrevet af advokat Peter Loft. Publiceret på altinget.dk den 30. april 2020.

 

Reformen, som hedder Mere kontrol, Mindre svindel, lægger sig i kølvandet af tidligere lignende initiativer, som angiveligt skal øge tilliden til skattesystemet. Ministeren foreslår således nok en gang, at skattevæsenet tilføres nye ressourcer, nye kompetencer og værktøjer i skattekontrollen.

Desuden foreslår han skærpede sanktioner overfor borgere og virksomheder, som enten søger at unddrage sig skattebetaling, eller som ikke indgiver de lovpligtige oplysninger til tiden. Endelig forslås en styrket indsats på tre konkrete områder: øget indsats over for hvidvask, styrket indsats i forhold til skattely og international skatteunddragelse samt en øget kontrol på momsområdet.

Der skal ansættes 1.000 nye medarbejdere i otte nye skattecentre, svarede til en forøgelse på 25 procent af Skattestyrelsens allerede forøgede medarbejderstab. En række sanktioner og skærpede krav til virksomhederne indføres, og der oprettes særlige enheder, der skal kontrollere og sanktionere formodet misbrug.

Der er givetvis flere elementer i oplægget, som både er tiltrængte og fornuftige. Den internationale skatteplanlægning bliver mere og mere avanceret, og kræver derfor også nye kompetencer og instrumenter til bekæmpelsen heraf.

Efter flere år uden en reel kontrolstrategi lægges der også op til en genindførelse af den tidligere benyttede compliancestrategi eller indsatsstrategi, hvor indsatsen over for forskellige skatteydergrupperinger differentieres, således at de tungeste kontrolinstrumenter kun bringes i anvendelse, når vejledning og instruktion har vist sig utilstrækkelig.

De fleste borgere og virksomheder ønsker at overholde reglerne, men i nogle tilfælde kræver dette vejledning. Kun hvor dette ikke virker, skal der gribes til egentlig kontrol og eventuelt straf. Skat har reelt de sidste 6-7 år ikke haft nogen kontrolstrategi, men blot gennemført sporadiske og ukoordinerede kontroller på mere eller mindre tilfældige områder. Nu lægges der op til at vende tilbage til den tidligere gældende strategi med en mere stringent og differentieret tilgang til de enkelte grupper af skatteydere.

Regeringen har fået opbakning fra samtlige partier til projektet. Hvem ønsker ikke at genskabe tilliden til skattevæsenet, og hvem er imod skærpet kontrol rettet imod dem, der ikke vil skattesystemet noget godt?

 

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at når regeringen gør sig store bestræbelser på at øge tilliden til skattevæsenet, så er initiativerne altid og alene rettet imod at styrke myndighedernes stilling i forhold til skatteyderne. Regeringen har styrket Skat på adskillige områder, mens den ikke har fremsat et eneste forslag, som skal tjene til at styrke borgerens stilling i forhold til myndighederne og på denne måde øge tilliden til skattesystemet.

Det tager for eksempel stadig op til fire år at få en sag behandlet ved Landsskatteretten, og den unaturligt lave medholdsprocent for borgerne i skattesager er uforandret. De relativt nyetablerede styrelser har fortsat store problemer med at følge almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, og de opfatter generelt borgerne som en fjendtligsindet modpart. Planlagte initiativer til forbedringer på dette felt er opgivet, og ingen nye initiativer er mig bekendt i støbeskeen.

Det er altid de såkaldte modspillere, som er i fokus, når regeringen ønsker at gennemføre nye skatteinitiativer. Men det er som regel de almindelige borgere, der pålægges nye forpligtelser og indskrænkninger i tidligere gældende rettigheder. Og når det gælder initiativer, der kunne rette op på skattevæsenets ramponerede renommé i forhold til almindelige skatteydere, og som kunne forbedre borgernes svage position i forhold til et skattevæsen, som hele tiden skal have flere beføjelser, så er der ikke noget at hente.

Både den nuværende og den tidligere regerings tese synes at være, at skattemoralen generelt er svigtende, og at borgerne i stadig højere grad søger at undgå den retmæssige beskatning; at denne udvikling kun kan standses ved hjælp af flere ressourcer og magtmidler til Skat, samt at årsagen til udviklingen udelukkende er at finde hos borgerne.

 

Men er dette billede rigtigt? De spektakulære møgsager, som angiveligt er årsagen til de fleste forslag om styrkelse af skatteforvaltningen, skyldes snarere forhold hos Skat selv, end en ændret indstilling hos borgerne og virksomhederne.  Hvis skatteforvaltningen i højere grad var i stand til effektivt at udnytte de oplysninger, hjemler og ressourcer, den allerede er i besiddelse af, var det ikke nødvendigt at indskrænke skatteydernes rettigheder. At Skat ikke altid fungerer lige effektivt, siger ikke nødvendigvis noget om skattemoralen.

Kontrol har altid været den vigtigste kerneopgave for Skat. Alligevel er det ifølge regeringen nødvendigt at tilføre ganske betydelige nye midler til netop dette område, selv efter at der de sidste år af et enigt Folketing er tilført nye bevillinger i et hidtil uset omfang. Hvis efterslæbet er så stort som påstået, skulle man have forventet, at man var begyndt her.

Når flere skatteydere går konkurs, er det ikke nødvendigvis, fordi der spekuleres i konkursrytteri. Skats fortsatte ganske betydelige problemer med gældsinddrivelsen har ført til en skærpet holdning fra myndighedernes side. Hvor man tidligere kunne få en aftale om at afdrage på sin gæld, kræver Gældsstyrelsen nu en hurtig afvikling. Kan skyldneren ikke levere dette, erklæres denne konkurs. Det giver ikke penge i statskassen, men så kan gælden afskrives som uerholdelig, så restancebilledet kommer til at se lidt bedre ud.

Rigsrevisionen har påpeget, at Skat kun opkræver 8000 kroner i moms, hvis man gentagne gange ikke har afleveret sin momsangivelse. Det kan betyde store besparelser for den momspligtige, der skulle have betalt langt mere i moms. Det er formentlig denne form for trafik, der nu skal standses; men med til billedet hører, at denne praksis er indført af Skat selv - netop for at begrænse stigningen i gælden til staten, så statistikken bliver pyntet lidt.

I mange sager påberåber skatte- og afgiftsmyndighederne sig, at borgerne ikke følger reglerne. Folketinget træder derefter til med nye og skærpede regler. Men i de fleste af disse sager dækker det påståede misbrug over en reel uenighed om, hvordan reglerne skal forstås. På grund af klagesystemets sammenbrud foreligger der imidlertid ingen uvildig afgørelse af, hvad der egentlig er gældende ret.

Tillid til skattevæsenet er ikke kun et spørgsmål om Skats kontroleffektivitet. Det er også et spørgsmål om, at borgerne oplever en fair modpart; at der gælder samme spilleregler for begge parter, og at myndighederne optræder neutralt, og ikke på forhånd behandler skatteyderne som modspillere.

Det er ikke sikkert, at de fortsatte bestræbelser på at skabe en nattevægterstat er vejen frem mod en højere grad af tillid til skattevæsenet.