De gode græder og de onde ler

Skrevet af BachmannPartners

Publiceret d. 5. februar 2020.

Nyheder

Skal offentlige myndigheder handle retfærdigt? Der hersker ingen tvivl om, at myndighedernes afgørelser og handlinger skal have hjemmel i lovgivningen. Det er også et grundfæstet princip, at fx personlige hensyn hos myndigheden ikke må øve indflydelse på afgørelsen; at borgerne skal behandles ensartet, og at myndigheden skal søge at træffe en objektiv rigtig afgørelse på grundlag af alle relevante oplysninger.

Artikel skrevet af skatte- og afgiftsspecialist Peter Loft. Udgivet d. 4. februar 2020 på altinget.dk

 

Disse grundregler skulle gerne sikre en rigtig og dermed også retfærdig beslutning fra den offentlige myndigheds side. Alligevel forekommer der med en vis hyppighed myndighedsbeslutninger, om hvilke man med rette kan stille det spørgsmål, om de virkelig afspejler den retfærdighed, de fleste mener at kunne forvente fra netop en offentlig myndighed.

I 2008 vedtog Folketinget at forkorte den frist, hvorefter almindelige pengekrav bliver forældet. Tidligere gjaldt der en almindelig frist på fem år, men den blev ved lovændringen forkortet til tre år. Ønsket bag denne ændring var at skabe større klarhed for borgerne og dermed at forbedre deres retssikkerhed.

Som bekendt har SKAT problemer med inddrivelsen af gælden til det offentlige. Derfor måtte man sætte ekstra ressourcer ind for at sikre imod forældelse, da fristen blev forkortet. Imidlertid opstod samme problem nogle år senere, da man på ny nærmede sig de tre år, og denne gang løste man problemet med en særlov, så den forkortede forældelsesfrist ikke gjaldt for de krav, som SKAT skulle inddrive. Problemet er nu opstået for tredje gang, og løsningen er den samme som sidst: En særlov alene gældende for SKAT, som forlænger forældelsesfristen.

Folketinget vedtager en generel lovændring angiveligt til gavn for borgerne. SKAT kan ikke overholde denne lov. Derfor laver man en særlov, der beskytter statens krav mod borgerne. Spørgsmålet melder sig, om en anden kreditor, der ikke har rådighed over lovgivningen, kunne have opnået samme løsning? Svaret er formentlig et klart nej.

I en konkret sag om tilbagebetaling af registreringsafgift for leasede biler var det skattemyndighedernes opfattelse, at kravet om tilbagebetaling skulle fremsættes senest én arbejdsdag efter leasingaftalens ophør. Denne temmelig korte frist havde ingen støtte i lovgivningen, og man spørger sig selv, hvordan man når til netop én dag? Hvorfor ikke 0 dage – det ville både være administrativt enkelt og besparende for statskassen. Landsretten kom leasingselskabet til undsætning og fastslog, at fristen ingen hjemmel havde, og at tilbagebetalingen derfor ikke kunne nægtes. Men i myndighedernes øjne er en så kort frist, som de altså selv havde indført, åbenbart anset for rimelig. De færreste vil formentlig efter gængs opfattelse være enig i dette synspunkt.

Under nogle sene natteforhandlinger i 2013 besluttede et stort flertal i Folketinget, at en række lån, som Arbejdsmarkedets Feriefond havde ydet tidligere, skulle tilbagebetales. Det er også det sædvanlige, at lån skal tilbagebetales, men lige netop i dette tilfælde herskede der hverken hos långiver eller hos låntagerne – bl.a. en række handicap- og kulturinstitutioner – tvivl om, at lånene var ydet uden nogen forventning om tilbagebetaling. Der var altså reelt tale om et tilskud, som juridisk var udfærdiget som et lån.

Denne beslutning om at kræve tilbagebetaling viste sig efter kort tid at være mindre gennemtænkt, idet størsteparten af modtagerne af tilskuddene ikke var i stand til at tilbagebetale disse. Konsekvensen ville altså blive, at de pågældende institutioner ville gå konkurs. Men samtidig viste det sig, at det på grund af EU's regler om statsstøtte ikke var helt lige til at omgøre beslutningen om at kræve beløbene tilbagebetalt.

Først for ganske nylig er der fundet en løsning på problemet, hvorefter modtagerne vil blive eftergivet hele eller størsteparten af tilbagebetalingskravet.

I løbet af den mellemliggende periode, hvor ingen vidste, hvad den endelige løsning ville komme til at gå ud på, var der enkelte modtagere, som skulle træffe et vanskeligt valg: Hvis kravet om tilbagebetaling blev fastholdt, kunne modtagerne opnå en besparelse ved at betale inden forfaldstidspunkt, idet der så ville blive givet en rabat. Hvis derimod en tilskudsmodtager betalte beløbet tilbage for at opnå rabatten, og Folketinget derefter vedtog at eftergive kravene, kunne man så få beløbet refunderet? Man skulle altså vælge mellem en lille, men sikker gevinst, og en stor, men usikker gevinst, dersom der blev vedtaget en eftergivelse, og denne alene ville komme til at gælde for dem, der ikke allerede de betalt.

Hele problemet er opstået som følge af en uhensigtsmæssig og uigennemtænkt politisk beslutning. Usikkerheden skyldes, at myndighederne ikke kunne finde en løsning på det selvskabte problem, selvom alle var enige om, at det skulle løses. Men en mindre gruppe af tilskudsmodtagere skulle altså træffe et valg i blinde, idet de ikke vidste, om også de ville blive tilgodeset ved den endelige løsning.

Nu har man valgt den løsning, at de få, der for at udnytte muligheden for rabat, har tilbagebetalt tilskuddet, ikke kan få del i den almindelige eftergivelse. Konsekvensen af politikernes fejl og myndighedernes rådvildhed er således alene blevet en omkostning for de ganske få, der uden holdepunkter af nogen art måtte træffe en ren hasardbeslutning. Der er tale om en form for afgørelse, som man snarere skulle forvente på et kasino end fra en offentlig myndighed.

I sagen om Godhavnsdrengene valgte statsministeren at se stort på de råd, hun formentlig har fået fra sine embedsmænd. Det ville klæde den øvrige offentlige forvaltning at lade retfærdighed styre frem for juridiske fixfaxerier, gustne overvejelser og prokuratorkneb.