Et skattestop gavner - de seneste nye skatter har været eklatante fiaskoer

Skrevet af Peter Loft

Publiceret d. 24. maj 2019.

Nyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop bebudet, at Venstre vil relancere sit gamle slagnummer, skattestoppet. I et land med et af verdens højeste skattetryk kunne man tro, at dette nærmest var en selvfølge.

 

Skrevet af Skatte- og afgiftsspecialist Peter Loft, Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab. Publiceret i Berlingske den 24. maj 2019.

 

Skattestoppet havde sin storhedstid under Anders Fogh Rasmussen, hvor det var stort set undtagelsesfrit og blev håndhævet med stor nidkærhed. Det stod uantastet i hele hans regeringstid, og kun to ændringer blev gennemført i denne periode. Dels blev skattestoppet udvidet til at gælde de kommunale ejendomsskatter; dels blev det såkaldte thailandske vindue indført. Det betød, at en skat kunne hæves som et led i den store skattereform fra 2009, men når denne reform var gennemført, ville skattestoppet på ny gælde som før. Det fik vittige hunde til at sammenligne situationen med ægtemanden, der tog til Thailand, og ved afrejsen bedyrede, at han, når han kom hjem, ville være sin kone tro igen.

Skattestoppet blev kritiseret for at fastfryse skattesystemet, og for at forhindre nødvendige ændringer i skattereglerne. Men det havde nogle klare fordele. 

Skattestoppet er ikke udtryk for en skattepolitik, men for en udgiftspolitik: Nye udgifter kan ikke blot finansieres ved introduktion af nye skatter; der må omprioriteres. Skattestoppet har formentlig haft en opdragende effekt på mange politikere. Det er op ad bakke at argumentere for skattelettelser, men er det heller ikke acceptabelt at sætte en skat op, blot fordi muligheden eller lysten er der.

Før skattestoppet mente man, at skatter løbende skulle hæves, for at skatteandelen ved stigende priser forblev uændret. Det blev faktisk udlagt som en skattesænkning, når denne automatik blev sat ud af kraft. En udeblevet skatteforhøjelse var lig med en skattesænkning.

Skattestoppet betød dermed en aflastning af det hårdt prøvede skattesystem og en ændret holdning til, at nye udgifter kun kunne finansieres med nye skatter. I takt med, at det er blevet sværere og sværere at finde på nye skatter, bør man ikke se bort fra denne gavnlige effekt af skattestoppet. Der er grund til at minde om, at alle nye skattetyper, der har været lanceret de seneste år, har været eklatante fiaskoer. Tænk blot på forsyningssikkerhedsafgiften, fedtskatten eller pensionsudligningsafgiften.

Spørgsmålet er, hvilken effekt en genindførelse af skattestoppet vil have. Der synes på ny at være en vis lyst til at hæve skatterne. Ud fra et skatteteknisk synspunkt er der grund til at advare herimod, og i den forbindelse er et skattestop en hjælpende hånd. Men det forudsætter, at det står mur- og nagelfast. Skattestoppet har, uanset at det allerede er gældende, ikke forhindret en del skatteforhøjelser, og det nu genintroducerede skattestop indeholder også nogle væsentlige modifikationer.

Et skattestop minder om en fastkurspolitik. Begge dele bygger på en tiltro til, at det pågældende princip fastholdes undtagelsesfrit. En forpligtelse til aldrig at devaluere, med mindre det skønnes hensigtsmæssigt, vil næppe berolige valutamarkederne.