I en ny afgørelse fra Landsskatteretten bekræftes det endnu en gang, at handelsværdien ved gaveoverdragelse af ejendomme til nærtstående kan opgøres til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 pct. Samtidig hermed fastslog Landsskatteretten, at der ved overdragelse af virksomhed ved gave er valgfrihed mellem opgørelse af passivpost eller nedslag for latent skat, ligesom at den mellem faderen og datteren aftalte opgørelse af latent skatteforpligtelse til kurs 80 kunne anvendes.  

Overdragelse af ejendomme til +/- 15 pct. af offentlig ejendomsvurdering

I forlængelse af vores nyhed af 19. november 2018 ”Nyt om erhvervsejendomme og generationsskifte” har Landsskatteretten endnu en gang bekræftet, at handelsværdien af ejendomme kan fastsættes efter værdiansættelsescirkulæret, hvoraf fremgår, at værdien kan ansættes til +/- 15 pct. af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering, når der sker overdragelse til nærtstående.

Eftersom de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme er udskudt til 2021, er der forsat mulighed for at overdrage ejendommene til næste generation til lave værdier, hvilket har en fordelagtig skattemæssig betydning for henholdsvis afståelsesbeskatningen hos overdrageren og gavebeskatningen hos modtageren.

Skattemæssig succession ved virksomhedsoverdragelse

I den konkrete Landsskatteretssag ønskede en datter at overtage en del af faderens landbrugsvirksomhed. Som nærtstående havde datteren mulighed for at overtage virksomheden med skattemæssig succession, idet de nærmere betingelser herfor var opfyldt. Betydningen af den skattemæssig succession er, at faderen ikke beskattes af en eventuel gevinst, mod at datteren indtræder i faderens skattemæssige stilling. Herved udskydes en eventuel beskatning til datterens fremtidige afståelsestidspunkt.

Valgfrihed ved opgørelse af den latente skatteforpligtelse

Når en virksomhed overdrages ved succession, kan der tages højde for den latente skatteforpligtelse, der samtidig med virksomhedens aktiver overtages af modtageren.

Såfremt virksomheden overdrages helt eller delvist ved gave, er der mulighed for at blive kompenseret for den latente skat via en såkaldt passivpost, svarende til 30 pct. af den beregnede fortjeneste, til udligning af eventuelle fremtidige skattetilsvar vedrørende de enkelte overdragne aktiver. Således nedsættes værdien af gaven med passivposten, hvilket medfører en tilsvarende lavere gaveafgift.

I stedet for at opgøre en sådan passivpost kan det i et generationsskifte vælges at aftale en nærmere fastsat kursværdi for den latente skat. Herved tages der udgangspunkt i den værdi, som overdrageren frigøres for ved successionen. Den latente skat ligger under kurs 100, og der må ved værdiansættelsen tages højde for en række faktorer, herunder det enkelte aktivs art, den faktiske værdiforringelse, den forventede ejertid samt markedsrenten på overdragelsestidspunktet.

Landsskatterettens afgørelse

I den konkrete sag, hvor faderen overdrog sin landbrugsvirksomhed til datteren, blev virksomhedens ejendomme værdiansat til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 pct., hvilket Landsskatteretten, på trods af SKATs uenighed, fastslog var et udtryk for ejendommens handelsværdi.

Faderen og datteren havde ved værdiansættelsen i forhold til gaveanmeldelsen medtaget en latent skat til kurs 80. SKAT fandt i stedet, at den latente skat, særligt grundet datterens alder (29 år) højest kunne opgøres til 50 pct., eller at den skulle opgøres efter reglerne om passivpost.

Landsskatteretten var derimod enig med virksomhedsoverdragelsens parter. Landsskatteretten fastslog, at der er valgfrihed mellem opgørelse af passivpost eller nedslag for latent skat. Efter en samlet vurdering, hvori indgik en forventet ejertid for datteren på 30 år samt en før-skat rente på 1 % svarende til ejendommenes realkreditlån, fandt Landsskatteretten således, at kursværdien af den latente skat kunne ansættes til kurs 80. Landsskatteretten lagde således vægt på, hvad der var aftalt mellem faderen og datteren, og inddragede ikke i sin vurdering, hvad der måtte være mest fordelagtigt for disse.

Det kan således i mange situationer være en fordel at aftale en konkret kursværdi for den latente skatteforpligtelse fremfor at beregne en passivpost.

For yderligere information kontakt Christian Bachmann på tlf. 30304521 eller mail chb@bachmann-partners.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *