Højesteret har afsagt dom i en sag om hvidvasklovens kontantforbud

Skrevet af BachmannPartners

Publiceret d. 26. april 2019.

Nyheder

Højesteret har i det væsentligste frifundet en autoforhandler i at have overtrådt hvidvasklovens kontantforbud. Autoforhandleren havde kontant modtaget mere end 50.000 kr. som betaling for salg af flere køretøjer samme dag til samme køber, men blev ikke straffet herfor.

Trods det forhold, at Højesteret i det væsentligste har frifundet autoforhandleren, så skal der fortsat udvises stor agtpågivenhed ved modtagelse af kontantbetalinger, da det ikke fremgår klart af dommen, hvorvidt man kan modtage mere end 50.000 kr. på én gang ved udlevering af køretøjer, som er blevet indkøbt på forskellige tidspunkter.

Højesteret har taget stilling til, at man godt kan modtage mere end 50.000 kr. den samme dag fra samme køber, hvis køberen ikke har købt bilerne på samme tidspunkt, men på flere tidspunkter i løbet af dagen og hvert enkelt køretøj ikke er solgt for 50.000 kr. eller mere.

Det kan være vanskeligt at løfte bevisbyrden for, at køber har købt og betalt bilerne på flere forskellige tidspunkter samme dag. Hvis man modtager mere end 50.000 kr. i kontanter fra samme køber samme dag, bør man være særlig agtpågivende i forhold til dokumentationen herfor.

 

I henhold til hvidvaskreglerne må erhvervsdrivende ikke modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover. Dette kontantforbud gælder, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet. Forbuddet mod indbyrdes forbundne betalinger er et værn mod omgåelse. Kontantforbuddet kan ikke omgås ved f.eks. at opdele betalingen for en vare, der har en pris på 50.000 kr. eller derover, i rater på mindre end 50.000 kr. Hvad der skal forstås ved indbyrdes forbundne betalinger, har ikke været helt klart. Finanstilsynet har ikke været villige til at give meget konkrete fortolkningsbidrag, hvilket har været begrundet i, at der for Højesteret verserede en sag om kontantforbuddets rækkevidde. Højesteret har den 24. april 2019 afsagt dom i sagen. Dommen fastlægger nærmere rækkevidden af, hvad der skal forstås ved indbyrdes forbundne betalinger. Dommen har stor praktisk betydning for brugtvognsforhandlere, der mod kontant betaling sælger flere biler til den samme køber og hvor værdien for de enkelte biler ikke overstiger 50.000 kr., men hvor den samlede sum overstiger 50.000 kr.

Straffesagen drejede sig om en autoforhandler, der primært solgte biler til østeuropæiske bilforhandlere. Efter salget blev bilerne udført af Danmark, hvorved der blev ydet godtgørelse af registreringsafgift efter reglerne om eksportgodtgørelse. Betalingen for de solgte biler skete for det meste kontant. Autoforhandleren ville gerne handle med bankoverførelser, men det lod sig sjældent gøre, da kundegrundlaget for det meste var østeuropæiske bilforhandlere, der helst ville betale kontant. Der var typisk tale om mindre østeuropæiske bilforhandlere, der kom med en autotrailer, hvorefter de så aflagde besøg hos forskellige autoforhandlere for at købe biler. Disse østeuropæiske bilforhandlere kunne aflægge besøg flere gange på samme dag eller flere dage i træk hos den tiltalte autoforhandler. Nogle gange betalte de et depositum for en eller flere biler. Når de kom for at hente bilerne, blev der udstedt fakturaer samtidig med, at der skete kontantbetaling. Dette kunne finde sted samme dag, men det kunne også finde sted på den måde, at den pågældende østeuropæiske bilforhandler først kom næste dag. Nogle gange blev der også købt yderligere en bil, når tidligere købte biler blev afhentet. Beskrivelsen af de faktiske forhold er ikke helt klar, da det også kan udlægges på den måde, at der skete betaling for den enkelte bil, når den blev købt.

 

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod autoforhandleren for overtrædelse af hvidvasklovens kontantforbud i 189 tilfælde. I 19 af disse tilfælde var der blevet solgt biler, hvor de enkelte salg oversteg 50.000 kr. I de resterende 170 tilfælde blev der solgt biler, hvor de enkelte salg ikke oversteg 50.000 kr., men hvor de samlet set oversteg grænsen på 50.000 kr. Byretten dømte i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand autoforhandleren for samtlige 189 tilfælde. Landsretten frifandt autoforhandleren for de 170 tilfælde, men dømte autoforhandleren for de 19 tilfælde.

Anklagemyndigheden ankede landsrettens dom til Højesteret for så vidt angår de 170 tilfælde. For Højesteret angik sagens hovedspørgsmål 161 tilfælde, hvor autoforhandleren havde foretaget kontantsalg af flere biler til samme kunde den samme dag, og hvor prisen for den enkelte bil var mindre end 50.000 kr., men hvor summen af de kontante beløb var større end hvidvasklovens beløbsgrænse på 50.000 kr. Der blev udstedt særskilt faktura vedrørende salget af hver enkelt bil i disse tilfælde. Spørgsmålet var, om disse betalinger skulle anses som indbyrdes forbundne, hvorved der også i disse tilfælde var sket en overtrædelse af hvidvasklovens kontantforbud.

 

På baggrund af landsrettens bevisbedømmelse lagde Højesteret til grund, at autoforhandleren ikke i disse 161 tilfælde havde overtrådt hvidvasklovens kontantforbud.

Med Højesterets dom er der nu mere klarhed over, hvad der skal forstås ved indbyrdes forbundne betalinger. Med Højesterets dom må det anses for fastslået, at autoforhandlere kan foretage flere kontantsalg af flere biler til samme kunde den samme dag, når prisen for den enkelte bil er mindre end 50.000 kr., men hvor summen af de kontante beløb er større end hvidvasklovens beløbsgrænse på 50.000 kr. og der udstedes særskilt faktura vedrørende salget af hver enkelt bil.

Ud fra de faktiske omstændigheder i straffesagen fremgår det ikke klart, om Højesteret  også har taget stilling til, hvorvidt   den autoforhandler, der dag 1-4 hver dag til samme kunde sælger en bil til en pris på 40.000 kr., overtræder kontantforbuddet, når kunden dag 4 afhenter samtlige biler og betaler for disse med i alt 160.000 kr. i kontanter. Det er vores opfattelse, at der fortsat er en risiko for, at kontantforbuddet i denne situation overtrædes, idet Højesteret i sine præmisser udtalte, at kontantforbuddet overtrædes, når en erhvervsdrivende på én gang modtager kontant betaling på 50.000 kr. eller derover. Dette gælder ifølge Højesteret, uanset om kontantbetalingen dækker køb af en eller flere genstande, og uden hensyn til, om der måtte være indbyrdes forbindelse mellem de enkelte køb. Det er også uden betydning, om der sker særskilt fakturering af de enkelte køb.

 

Indtil Finanstilsynet er kommet med en tilbagemelding på, hvorvidt deres fortolkning af hvidvaskreglerne er ændret på dette punkt i forhold til højesteretsdommen, vil vi anbefale, at autoforhandlere ikke  modtager kontantbetalinger, der overstiger 50.000 kr., uanset at den enkelte handel og betaling beløbsmæssigt er mindre end 50.000 kr.

Det kan heller ikke udelukkes, at betalinger til autoforhandlere vil blive anset som indbyrdes forbundne i de tilfælde, hvor der ikke modtages en samlet betaling på 50.000 kr. eller derover. Højesteret udtaler nemlig i sine præmisser, at betingelsen om indbyrdes forbindelse mellem kontantbetalinger, som ikke er sket på én gang, efter omstændighederne kan være opfyldt, hvis de dækker flere købsaftaler, som er sammenhængende f.eks. i kraft af et samhandelsmønster eller aftale om rabat. Det kan således ikke udelukkes, at en autoforhandler, der har et fast samhandelsmønster med en østeuropæiske bilforhandler, vil blive mødt med en påstand om, at kontantforbuddet er overtrådt, hvis der sælges biler på en sådan måde, at det fremstår som en omgåelse af kontantforbuddet, at de enkelte handler og betalinger sker særskilt.

 

Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab rådgiver om alle forhold vedrørende hvidvasklovens kontantforbud. For yderligere information kontakt Diana Mønniche på tlf. 20 71 78 62 / dme@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk.