Introduktion af ny trappemodel for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven

Skrevet af BachmannPartners

Publiceret d. 9. juli 2019.

Nyheder

Motorstyrelsen har udsendt et udkast til styresignal om indførelse af en trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven. Ifølge styresignalet skal sikkerhedsstillelsen fremover gradueres, således at den afspejler det afgiftstilsvar, som selvanmeldervirksomheden hæfter for. Styresignalet skal have virkning fra 1. oktober 2019.

 

Trappemodellen

Motorstyrelsen har den 3. juli 2019 udsendt et udkast til nyt styresignal, hvorefter sikkerhedsstillelsen for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven hæves, således at det nuværende hæftelsesbeløb på 500.000 kr. udgør det fremtidige minimum. Sikkerhedsstillelsen for virksomheder med et månedligt samlet afgiftstilsvar og eksportgodtgørelse på 1 mio. kr. og derover øges, idet kravet til sikkerhedsstillelsen vokser med stigende afgiftstilsvar.

Styresignalet i sin endelige udformning er en udmøntning af lov nr. 1195 af 14. november 2017, som var et element i aftalen om omlægning af bilafgifter af 21. september 2017.

Efter registreringsafgiftslovens § 14 kan en virksomhed under nærmere betingelser, der fremgår af lovens § 15, blive registreret som selvanmelder. Selvanmeldere kan gennemføre visse ekspeditioner, som ellers ville skulle gennemføres af Motorstyrelsen; såsom angive afgiften af et køretøj, angive godtgørelsen ved eksport af køretøjer og periodevis betale afgiften af køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af.

En af betingelserne for registrering som selvanmelder er, at virksomheden stiller sikkerhed for betaling af registreringsafgift, for tilbagebetaling af for meget udbetalt eksportgodtgørelse samt for renter og gebyrer i denne forbindelse. Sikkerhedsstillelsen har hidtil udgjort 500.000 kr.

Ifølge udkastet til styresignal skal sikkerhedsstillelsen fremover afhænge af summen af virksomhedens månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport. De to beløb (uden fortegn) sammenlægges, idet eksportgodtgørelse kun medregnes med halvdelen af beløbet. Sikkerhedsstillelsen udgør herefter

  • Ved afgiftsbetaling plus halv godtgørelse mellem 0 og 1 mio. kr.             500.000 kr.
  • Ved afgiftsbetaling plus halv godtgørelse mellem 1 og 2,5 mio. kr.        2.500.000 kr.
  • Ved afgiftsbetaling plus halv godtgørelse mellem 2,5 og 5 mio. kr.        5.000.000 kr.
  • Ved afgiftsbetaling plus halv godtgørelse mellem 5 og 10 mio. kr.         7.500.000 kr.
  • Ved afgiftsbetaling plus halv godtgørelse på 10 mio. kr. og over   min.  7.500.000 kr.

I tilfælde, hvor det samlede beløb afgiftstilsvar med tillæg af halvdelen af den modtagne eksportgodtgørelse overstiger 10 mio. kr., fastsættes beløbet individuelt, men det skal som minimum udgøre 7.5 mio. kr.

Årsagen til, at eksportgodtgørelse kun medregnes med halvdelen, er, at statens risiko for tab er størst ved import, hvor risikoen både vedrører registreringsafgiften og regulering for pristjek; ved eksport har staten alene risiko for tab ved pristjek og i tilfælde, hvor betingelserne for udbetalt eksportgodtgørelse viste sig ikke at være til stede.

Det bemærkes, at regeringen den 4. juli 2019 har sendt etudkast til lovforslag i høring, hvorefter selvanmelderordningen for så vidt angår eksportgodtgørelse foreslås ophævet. Da dette udkast til lovforslag er baseret på en bred politisk aftale, må det forventes, at styresignalet ændres, når lovforslaget er vedtaget.

Trappemodellen beregnes med udgangspunkt i virksomhedens gennemsnitlige månedlige afgiftsbetaling og (halv) godtgørelse ved eksport 12 måneder tilbage i tid.

 

Individuel sikkerhedsstillelse

Baggrunden for lovændringen var et ønske om, at sikkerhedsstillelsen i højere grad afspejlede størrelsen af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for, og at sikkerhedsstillelsen løbende kan justeres på grundlag af aktiviteten i virksomheden.

Det fremgår derfor af udkastet til styresignal, at den ovenfor angivne trappe kan fraviges, således at sikkerhedsstillelsen forhøjes, hvis det konstateres, at den fortsatte drift er forbundet med usikkerhed - fx på baggrund af betalingshistorik, manglende indlevering af årsregnskab, lav egenkapital i forhold til afgiftstilsvaret eller andre faktorer, som er egnede til at så tvivl om virksomhedens fremtidige betalingsevne eller -vilje.

Selvanmelderens afgiftstilsvar overvåges løbende, og sikkerhedsstillelsen skal som udgangspunkt revurderes årligt. Hvis det imidlertid vurderes, at virksomhedens drift har ændret sig væsentligt i løbet af året, kan sikkerhedsstillelsen kræves ændret umiddelbart. I udkastet til styresignal er angivet, at en væsentlig forandring, er en overskridelse af grænsen til det tilstødende trin med 15 pct. En ændring skal ske med mindst en måneds varsel.

 

Ikrafttræden

Styresignalet, der nu er i høring, skal have gyldighed fra den 1. oktober 2019. Alle selvanmeldere vil blive vurderet individuelt i forhold til kravet om sikkerhedsstillelse inden den 1. oktober. Der vil tillige blive udsendt høringsbrav til selvanmeldere inden 1. oktober.

 

Bachmann/ Partners Advokatpartnerselskabbistår gerne selvanmeldervirksomheder i forbindelse med Motorstyrelsens udmelding om kravet til sikkerhedsstillelse. Det fremgår af udkastet til styresignal, at proportionalitetsprincippet skal overholdes ved fastsættelsen af sikkerhedsstillelsen. Hvordan dette vil blive administreret udestår.

Det bemærkes, at såvel lovændringen som udkastet til styresignal fortsat taler om sikkerhedsstillelse. Eftersom den sikkerhedsstillelse, der fremover vil blive stillet krav om, i mange tilfælde overstiger det afgiftsbeløb, der skal stilles sikkerhed for, er det et spørgsmål, om der ikke snarere er tale om en forudbetaling af afgiften. Når afgiften skal afregnes månedligt, og når Motorstyrelsen har adgang til at afmelde en virksomhed for registreringsafgift uden høring af den pågældende virksomhed, kan man med rette spørge, om ikke stramningen skyder over målet?

For yderligere information kontakt gerne Diana Mønniche på telefon 20717862, dme@bachmann-partners.dk samt Peter Loft på telefon 40302315, psl@Bachmann-partners.dk.