Registreringsafgiften skiller sig ud, når det gælder problematiske skatter

Skrevet af Peter Loft

Publiceret d. 9. april 2019.

Nyheder

Kombinationen af en meget høj afgift og et usikkert beregningsgrundlag er giftig og dømt til at give – selv efter Skatteministeriets målestok – store problemer.

 

Skrevet af Skatte- og afgiftsspecialist Peter Loft, Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab. Trykt i Jyllands-Posten den 8. april 2019.

 

At Danmark har mange problematiske skatter, er næppe nogen stor hemmelighed. Og at registreringsafgiften står i forreste række, når det gælder om at udpege den værste, er heller ikke nogen nyhed. Skatteministerens seneste initiativ illustrerer dette på allerbedste vis.

En dårlig skat er en skat, som borgerne har svært ved at forstå, som myndighederne ikke kan kontrollere, som ideligt giver anledning til uenighed og tvister mellem myndighed og borgere, og som ofte må justeres ved hjælp af hullukninger og lappeløsninger – eller ligefrem feberredninger, når EU-Domstolen har påpeget ulovligheder.        

Registreringsafgiften opfylder alle disse kriterier. Registreringsafgiften beregnes på baggrund af den afgiftspligtige bils værdi. Værdien af et aktiv er ikke nogen absolut størrelse, men kan variere – afhængig af udbud, efterspørgsel, parternes handelstalent og mange andre forhold.

 

Kombinationen af en meget høj afgift og et usikkert beregningsgrundlag er giftig og dømt til at give – selv efter Skatteministeriets målestok – store problemer. Et bredt flertal i Folketinget er nu blevet enige om at »styrke regelefterlevelsen på motorområdet«. 

Det sker på baggrund af bl.a. pressehistorier om misbrug af reglerne – enten ved import af brugte biler fra udlandet, hvor der skal beregnes afgift, eller ved eksport af brugte biler til udlandet, hvor en del af ”restafgiften” på bilen bliver refunderet af det offentlige. Begge dele kræver, at man kan fastslå, hvad afgiften for den pågældende bil ville være ved et salg i Danmark.        

Styrkelsen af regelefterlevelsen skal opnås gennem nye kontroller, gennem ophævelse af eksisterende selvbetjeningsløsninger og sidst, men ikke mindst, gennem ansættelse af 50 nye kontrollanter i Motorstyrelsen. Gildet skal betales af forhandlerne – det vil i sidste instans sige bilisterne.

 

De regler, som er årsagen til initiativet, er fra 1991. Dengang var der kun få brugte biler, der blev importeret; der var ingen mulighed for at få refunderet registreringsafgiften ved eksport, og der fandtes ingen muligheder for alene at betale en månedlig, forholdsvis andel af registreringsafgiften.

Det betyder for det første, at reglerne omfattede langt færre biler. For det andet var der dengang et væsentligt bedre sammenligningsgrundlag, når man skulle afgøre, hvad afgiften ville være på det danske marked.     

Nogle bilmærker afgiftsberigtiges i dag kun efter reglerne om forholdsmæssig afgift – og for disse mærker findes der intet reelt sammenligningsgrundlag. Endelig åbner eksportmuligheden også for, at det er forholdene uden for Danmark, der regulerer markedsprisen.

 

Til sammen betyder dette, at heller ikke myndighederne kan fastslå, hvad der er den rette værdi af det pågældende køretøj. Historierne om den udbredte snyd skal derfor tages med et stort forbehold. 

I adskillige tilfælde har Motorstyrelsen skønnet værdien forskelligt fra forhandleren, men dette er ikke nødvendigvis udtryk for, at Motorstyrelsens værdi er den rette, og at forskellen skyldes et ønske om at snyde. I visse tilfælde har Motorstyrelsen fastslået en værdi, som er markant lavere end den pris, som køretøjet efterfølgende blev solgt til udlandet for.

 

Det hører også med til billedet, at ingen af de sager, hvor Motorstyrelsen har fastsat en anden værdi end den selvanmeldte, er blevet prøvet ved ankeinstanserne. Ønsker Folketinget at symptombehandle, skulle man hellere se på de urimeligt lange sagsbehandlingstider ved klageinstanserne.

Nye administrative byrder, flere kolde hænder, stærkt forøgede sagsbehandlingstider og ekstra omkostninger – oven i de eksisterende – er ikke den rette måde at løse problemer på.

Problemet er ikke borgernes regelefterlevelse. Problemet er lovgrundlaget, som tiden er løbet fra, som skal løse et uløseligt problem, og som derfor er uanvendeligt både for myndighederne og for borgerne.

 

Øget kontrol, mere bureaukrati og strengere straffe er et tydeligt udtryk for et regelsæt, som tiden er løbet fra. Skal disse problemer løses – og på en fair måde – kræver det helt nye regler for, hvordan bilafgifterne skal beregnes. Det aktuelle initiativ er ren gidseltagning.