Verdens bedste motorstyrelse?

Skrevet af BachmannPartners

Publiceret d. 5. december 2019.

Nyheder

For to år siden – den 14. november 2017 – vedtog Folketinget en lov, der giver almindelige borgere og bilforhandlere adgang til myndighedernes oplysninger om, hvad der rent faktisk er betalt i afgift for et køretøj.  Noget tyder desværre på, at Motorstyrelsen ikke er helt opmærksom på indholdet af denne lovændring og på Folketingets intentioner med ændringen.

For den person eller forhandler, som køber en bil i den tro, at der er betalt fuld afgift, er det en gevaldig bet, når det efterfølgende viser sig, at der ikke er betalt afgift af bilen – fx fordi den hidtil har været leaset, og der derfor kun er betalt en mindre, forholdsmæssig afgift. Derfor vedtog Folketinget i 2017 en lov, hvorefter afgiftsmyndighederne skal offentliggøre såvel det beløb, der rent faktisk er betalt i afgift af den pågældende bil, som det regelsæt afgiften er beregnet efter. Oplysningerne forelå allerede i det digitale motorregister, DMR; men kun myndighederne havde adgang hertil. Dette forhold blev ændret ved lovændringen, således at der nu er almindelig adgang til oplysninger om, hvad der rent faktisk er betalt i afgift for en konkret bil. I bemærkningerne til lovforslaget er det direkte angivet, at et hovedformål var at undgå, at køberen i god tro pludselig blev mødt med et afgiftskrav.

I en konkret sag blev en bilforhandler, der havde eksporteret et stort antal biler til udlandet forud for lovændringen i 2017, mødt med et krav om tilbagebetaling af den modtagne godtgørelse, idet myndighederne mente at kunne fastslå, at der ikke var blevet betalt fuld afgift af disse biler, og at bilforhandleren burde have vidst dette. Det er klart, at hvis bilerne er erhvervet uden, at der er betalt fuld afgift for dem, kan der heller ikke udbetales fuld godtgørelse af registreringsafgiften ved eksport. Der blev endda rejst straffesag mod eksportøren for med urette at have hævet godtgørelsen.

Efter at der blev givet adgang til oplysningerne i DMR om faktisk betalt registreringsafgift, kunne den pågældende bilforhandler imidlertid godtgøre, at der rent faktisk var blevet betalt afgift af de pågældende køretøjer. Det var i hvert fald det, der fremgik af skattemyndighedernes egne oplysninger i DMR. Bilforhandleren mente derfor, at der således hverken var grundlag for genopkrævning af godtgørelse eller for straftiltalen. Stor var derfor overraskelsen hos bilforhandleren, da Motorstyrelsen oplyste, at de informationer, som der nu var adgang til, overhovedet ikke viste, hvad der var betalt i afgift for køretøjet, men derimod hvad der skulle have været betalt i afgift i sin tid, da bilen - flere år tidligere - var blevet indregistreret første gang og under den forudsætning, at der dengang var blevet betalt fuld afgift. De oplysninger, der fremgår af registeret, lever således i det konkrete tilfælde langt fra op til de forventninger, som Folketinget havde. Bilforhandleren fik en oplysning, som på ingen måde lever op til den oplysningspligt, som netop var blevet indført ved lovændringen. Bilforhandleren fik derimod en oplysning, som er helt irrelevant. Oplysningen afhjælper slet ikke det problem, som netop er nævnt i bemærkningerne til forslaget som begrundelse for indførelse af oplysningspligten.

Den pågældende bilforhandler står altså nu i den situation, at det af myndighedernes eget register fremgår, at der er betalt fuld afgift, og at denne derfor intet forkert har begået, mens Motorstyrelsen bedyrer, at styrelsen har tilsidesat lovens krav; at den i stedet har fremlagt irrelevante oplysninger, og at forhandleren derfor fortsat skal straffes, idet man ikke kan bruge de offentliggjorte informationer til noget som helst. Guderne må vide, om Folketinget er tilfreds med denne implementering af en ny lov.

Det er trist, når der endelig gennemføres ændringer, som tjener til at forbedre borgerens retsstilling i forhold til det offentlige, at myndighederne åbenbart vælger helt at se stort på disse ændringer.

Det fremgår af Motorstyrelsens hjemmeside, at det er ambitionen at skabe verdens bedste motorstyrelse. Eftersom der formentlig ikke eksisterer andre motorstyrelser, skulle man tro, at det var en ambition, der lå indenfor rækkevidde. Dette forløb viser dog, at der til trods for dette er langt igen, før ambitionen er indfriet.