Landsskatteretten har givet Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab medhold i en sag om omkostningsgodtgørelse. Sagen drejede sig om krav om tilbagebetaling af udbetalt omkostningsgodtgørelse i en sag, som Skatteministeriet havde indbragt for domstolene.

Sagen vedrørte en bagvedliggende sag, som Skatteministeriet havde indbragt for domstolene. Sagen var blevet henvist til behandling ved Vestre Landsret. Advokaten, der førte sagen for klienten, havde i aftalen med klienten oplyst klienten om, at denne ikke behøvede at betale for de fremsendte fakturaer, men alene forpligtede sig til at underskrive omkostningsgodtgørelsesskemaerne. Skattestyrelsen havde opfattet dette på den måde, at klienten ikke hæftede for advokatudgifterne, der ellers var omfattet af reglerne om fuld godtgørelse.

Landsskatteretten fandt, at det alene kunne anses som værende et udtryk for, at advokaten havde forsøgt at opfylde sin almindelige oplysningspligt efter de advokatetiske regler, at advokaten havde formuleret sig som anført. Advokaten havde ikke i aftalegrundlaget med klienten fraskrevet sig retten til at opkræve sit salær hos klienten og der var derfor efter Landsskatterettens opfattelse tale om godtgørelsesberettigede udgifter, som Skattestyrelsen derfor var forpligtet til at godtgøre fuldt ud.

Uanset at der blev opnået medhold i sagen ved Landsskatteretten vedrørende det nævnte punkt, så vil det være hensigtsmæssigt i aftalebreve m.v., at understrege, at klienten hæfter fuldt ud for betalingen, selvom der kan søges om omkostningsgodtgørelse.

For yderligere information kontakt gerne Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk, Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk og Rasmus Bejder Jensen på tlf. 51 68 82 40 / rbj@bachmann-partners.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret