Landsskatteretten har givet Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab medhold i en sag om omkostningsgodtgørelse. Sagen drejede sig om, hvorvidt et konkursbo ved konkursdekretets afsigelse succederer i selskabets retspositioner.
Sagen ved Landsskatteretten vedrørte, om et konkursbos var berettiget til at modtage godtgørelse i en sag om isoleret bevisoptagelse, hvor der af Skatteankestyrelsen – lang tid forinden konkursens indtræden – var meddelt tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse. Spørgsmålet var nærmere, om konkursboet skulle erklære sig positivt om, hvorvidt det var ”indtrådt” i den materielle klagesag ved Skatteankestyrelsen. Denne var berosat på udfaldet af sagen om isoleret bevisoptagelse (syn og skøn).
I den konkrete sag var der en tidsmæssig forskydning mellem kurators meddelelse til retten om indtræden i sagen om isoleret bevisoptagelse og kurators meddelelse til Skatteankestyrelsen om ”indtræden” i den materielle klagesag. Kurator meddelte således retten den 29. april 2022, at kurator indtrådte i sagen om isoleret bevisoptagelse. Kurator gav imidlertid først besked til Skatteankestyrelsen den 22. december 2022, at kurator ligeledes var ”indtrådt” i den materielle klagesag.
Det var Skattestyrelsen opfattelse, at så længe kurator ikke formelt set havde meddelt Skatteankestyrelsen, at boet var ”indtrådt” i den materielle klagesag, så kunne der ikke ydes omkostningsgodtgørelse for bistand, der lå forud for dette tidspunkt.
Det var derimod Bachmann/Partners Advokatpartnerselskabs opfattelse, at konkursboet ved konkursdekretets afsigelse automatisk succederede i selskabets retspositioner, jf. de konkursprocessuelle regler herom. Betydningen af et selskabs konkurs for administrative klagesager, herunder de tilfælde, hvor det er selskabet, der forud for konkursens indtræden har påklaget en afgørelse til en rekursinstans, er ikke – modsat eksempelvis sager ved domstolene – særskilt reguleret. Som følge heraf vil et konkursbo således i henhold til princippet om generel succession automatisk blive part i den administrative klagesag ved konkursdekretets afsigelse.
Landsskatteretten gav Bachmann/Partners Advokatpartnerselskabs fuldt medhold i, at et konkursbo automatisk succederer i selskabets retspositioner (f.eks. en klagesag ved Skatteankestyrelsen) og at der således ikke kræves en aktiv ”indtræden” fra konkursboet. Anvendelse af ordet ”indtræden” er derfor uheldig, når der er tale om administrative klagesager. Det må derfor også forventes, at Skatteankestyrelsen i de breve, der sendes til kuratorer, om en klagesag ønskes videreført, fremadrettet vil ændre sprogbrugen, således at ordet ”indtræden” ikke længere vil blive anvendt.
For yderligere information kontakt gerne Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk, Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk og Rasmus Bejder Jensen på tlf. 51 68 82 40 / rbj@bachmann-partners.dk.