Tilbage i juni lancerede regeringen udspillet ”Et stærkere erhvervsliv”, som indeholdt en række tiltag for at forbedre mulighederne for generationsskifte af familieejede danske erhvervsvirksomheder. Flere af disse tiltag i udspillet har nu udmøntet sig i et fremsat lovforslag af den 22. januar 2025.

De væsentligste tiltag i lovforslaget på generationsskifteområdet er:

  1. Nedsættelse af gave- og boafgiftssatsen fra 15 % til 10 %
  2. Retskrav på skematisk værdiansættelse af erhvervsvirksomheder
  3. Ændring af pengetanksreglen – mulighed for successionsoverdragelse af ejendomsselskaber

1. Nedsættelse af gave- og boafgiftssatsen fra 15 % til 10 %

Med det fremsatte lovforslag foreslås det at reducere gave- og boafgiftssatsen fra 15 % til 10 % for erhvervsvirksomheder, når disse overdrages til nære familiemedlemmer. Erhvervsvirksomheden skal opfylde betingelserne for at kunne overdrages med skattemæssig succession, men det er ikke en forudsætning, at overdragelsen rent faktisk sker med succession for at opnå den lavere afgiftssats.

De foreslåede regler viderefører i store træk de værnsregler, som gjaldt for overdragelser med reduceret afgiftssats i perioden 2016-2019. Den reducerede afgiftssats foreslås at skulle gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. oktober 2024.

2. Retskrav på skematisk værdiansættelse af erhvervsvirksomheder

Med det fremsatte lovforslag introduceres et retskrav på anvendelse af en skematisk model for værdiansættelse. Modellen kan anvendes ved beregning af gave- og boafgift, forudsat at visse betingelser er opfyldt, og at overdragelsen kan ske med skattemæssig succession. ”Retskravet” betyder, at overdrageren har en lovbestemt ret til at kræve, at virksomheden værdiansættes efter den nye model.

Modellen bygger videre på de eksisterende regler i aktie- og goodwillcirkulærerne.

Hvis den skematiske værdiansættelse resulterer i en højere værdi end handelsværdien, kan handelsværdien anvendes, hvilket giver skatteyderne fleksibilitet ved generationsskifte.

For at tage højde for særlige forhold foreslås det, at to typervirksomheder undtages for adgangen til retskravet:

  1. Nystartede virksomheder, der på overdragelsestidspunktet har haft kommercielle salg i mindre end tre år.
  2. Virksomheder, hvor aktiviteten primært består i udvikling og ejerskab af immaterielle aktiver, som endnu ikke har genereret afkast.

Ved at introducere retskravet på den skematiske metode sikres ensartede principper for værdiansættelse på tværs af virksomheder. Samtidig skabes der større forudsigelighed for gave- og boafgifters størrelse og de likviditetsmæssige konsekvenser ved generationsskifte. Dette gælder særligt for virksomheder, hvor værdiansættelsen tidligere har været præget af usikkerhed og varierende metoder.

Det foreslås, at retskravet på den skematiske værdiansættelse, ligesom med den reducerede gave- og boafgift, skal gælde med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 2024.

3. Ændring af pengetanksreglen – mulighed for successionsoverdragelse af ejendomsselskaber

Overdragelse med succession er en likviditetsmæssig fordel i mange generationsskifter, da overdragelsen ikke udløser beskatning, idet beskatningen udskydes. Denne fordel har ejendomsudlejere dog ikke kunne drage nytte af, da udlejning af fast ejendom ikke har kunne overdrages ved skattemæssig succession. Det skyldes, at en sådan virksomhed indtil nu har været anset som en såkaldt pengetank med virksomhed bestående af ”passiv kapitalanbringelse”.

Med det fremsatte lovforslag foreslås det at ændre denne praksis ved at klassificere aktiv udlejning af fast ejendom som en erhvervsmæssig aktivitet. Dette betyder, at ejendomsvirksomheder fremover vil kunne generationsskiftes med skattemæssig succession, så længe visse betingelser er opfyldt. Reglerne gælder både for personligt ejede ejendomsvirksomheder og ejendomsselskaber. Denne ændring indebærer også, at disse virksomhedsejerne vil kunne benytte den reducerede gave- og boafgiftssats på 10 %, hvis kravene til succession i øvrigt opfyldes.

Muligheden for at kunne overdrage ejendomsselskaber med skattemæssig succession foreslås at træde i kraft fra den 1. januar 2025.

Bachmann/Partners rådgiver i skattesager og har stor erfaring med håndtering af de skattemæssige konsekvenser ved generationsskifter.

Vil du vide mere om de nye regler for generationsskifte

For yderligere information kontakt gerne Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk , Ann Rask Vang på tlf. 20 94 78 21 / ava@bachmann-partners.dk , Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk og Rasmus Bejder Jensen på tlf. 51 68 82 40 / rbj@bachmann-partners.dk .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret