Højesteret har i en dom af 22. april 2022 konkluderet, at der skulle betales dækningsafgift for anvendelse af lokaler, der blev brugt til yogaundervisning. Dommen medvirker til nærmere at fastlægge, hvilke ejendommes anvendelse, der udløser betaling af dækningsafgift. Dommen medfører formentlig, at området for ikke-dækningsafgiftspligtige ejendomme er stærkt begrænset.
Sagen drejede sig om FOF København, der i september 2015 indgik aftale om at leje lokaler i en ejendom i Teglgårdsstræde i det indre København. FOF København skulle som en del af lejen betale dækningsafgift, hvis lokalerne blev anvendt til dækningsafgiftspligtig virksomhed. Lokalerne blev hovedsageligt anvendt til yogaundervisning.
FOF København var af den opfattelse, at lejemålet i Teglgårdsstræde var fritaget for dækningsafgift og at Københavns Kommune skulle tilbagebetale dækningsafgift for lejemålet for årene 2016-2018. FOF København havde tidligere fået medhold heri ved både Københavns Byret og Østre Landsret.
Sagens hovedspørgsmål for Højesteret var, om Københavns Kommune havde hjemmel til at opkræve dækningsafgift vedrørende lokalerne, jf. ejendomsbeskatningslovens § 23 A, stk. 1, herunder om lokalerne kunne anses som anvendt til et ”lignende øjemed”. Efter bestemmelsen kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der skal svares dækningsafgift af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og ”lignende øjemed”. Dækningsafgiften er et bidrag til de udgifter, som de pågældende ejendomme medfører en kommune. Tidligere var grundlaget for dækningsafgiften den såkaldte forskelsværdi, men er nu grundværdien.
FOF København havde ikke benyttet lokalerne i Teglgårdsstræde til de former for anvendelse, som udtrykkeligt er nævnt i ejendomsbeskatningslovens § 23 A. Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om FOF Københavns anvendelse af lokalerne faldt ind under opsamlingsbestemmelsen, jf. i et ”lignende øjemed”.
Højesteret anlagde en formålsfortolkning og fandt, at der navnlig måtte lægges vægt på, om anvendelsen generelt må antages at påføre Københavns Kommune udgifter af den art, som ejendomsbeskatningslovens § 23 A har til formål at bidrage til at dække. Efter Højesterets opfattelse var det ikke afgørende, om der var tale om kommerciel virksomhed eller ej. Efter Højesterets opfattelse måtte anvendelse af lokalerne til yogahold, der blev offentlig udbudt, antages at påføre Københavns Kommune udgifter af den art, som kommunen var berettiget til at kræve bidrag til gennem dækningsafgiften i ejendomsbeskatningslovens § 23 A. Det var efter Højesterets opfattelse uden betydning, at anvendelsen af lokalerne til yogahold kunne karakteriseres som undervisning, herunder var det også uden betydning, at yogaaktiviteterne var omfattet af folkeoplysningsloven. På den baggrund konkluderede Højesteret, at anvendelse af lokalerne skete i et ”lignende øjemed”, hvorved der kunne opkræves dækningsafgift.
Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab rådgiver om ejendomsbeskatning, herunder dækningsafgift. Kontakt kan rettes til Christian Bachmann på tlf. 30 30 45 21 / chb@bachmann-partners.dk eller Peter Hansen på tlf. 40 32 35 35 / pha@bachmann-partners.dk