Af advokat Peter Loft, Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab, tidl. departementschef i Skatteministeriet.
Publiceret søndag den 24. januar 2021 i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Skatteminister Morten Bødskov gør sig store anstrengelser for at genoprette tilliden til skattevæsenet. Spørgsmålet er imidlertid, om dette lader sig gøre, så længe der ensidigt fokuseres på at sikre skattevæsenet tilstrækkelige ressourcer og kontrolværktøjer, så ingen kan unddrage sig den rette beskatning, hvorimod hensynet til borgerens sikkerhed for en korrekt behandling tydeligvis ikke ligger regeringen på sinde. Dette ensidige fokus på ”systemets retssikkerhed” har store konsekvenser for den måde, skatteyderne behandles af skattevæsenet på.
I sin tid som skatteminister har Morten Bødskov fremsat ikke mindre end 20 lovforslag, der har til hensigt at give myndighederne nye kontrolmuligheder og indføre nye oplysningspligter for derved at gøre det lettere for myndighederne at løse deres opgaver.
Regeringen har afsat 3 mia. kr. og tilført 1000 nye medarbejdere til at styrke skattekontrollen. Skatteministeren har udsendt 29 pressemeddelelser om nye initiativer, der alle skal tjene til at sikre, at ingen kan unddrage sig den rette skattebetaling.
Skattevæsenets problemer er kendt af enhver, og det kan ikke undre, at regeringen har fokus på at sikre, at ingen snyder i skat. Alligevel forekommer det bemærkelsesværdigt, at ikke et eneste initiativ har til formål at sikre borgernes retssikkerhed i forhold til myndighedernes udvidede beføjelser. Dette skal ses i lyset af stærkt stigende sagsbehandlingstider ved klageinstanserne, sagsbehandlingstider ved domstolene på adskillige år og en usædvanlig lille medholdsprocent for den private part i skattesager.
Med denne ensidige opmærksomhed rettet imod ”skattevæsenets retssikkerhed” kan det ikke overraske, hvis medarbejderne i skattevæsenet bliver bibragt det indtryk, at det vigtigste for dem er at sikre, at ingen snyder i skat. Skatteministeren har jo adskillige gange sagt, at det vigtigste er at genskabe tilliden til SKAT, og at dette skal ske ved at sikre, at ”skatteforvaltningen slår hårdt ned på dem, der snyder for at undgå at betale deres del til fællesskabet.” At borgernes retssikkerhed på intet tidspunkt har været nævnt, tilgodeset eller blot afvejet i forhold til hensynet til myndighederne, kan ikke undgå at skabe en ubalance i myndighedernes omgang med borgerne.
I 2018 foretog Folketingets Ombudsmand en gennemgang af 30 sager, der havde været behandlet af både skattevæsenet og af Landsskatteretten (FOB 2018-10). Ombudsmanden nåede frem til, at myndighederne i flere af disse sager ikke havde været uvildige, når de skulle foretage et skøn fx over en værdi eller over størrelsen af en indtægt. Man erstattede borgerens angivelse med et nyt og mindre fordelagtigt skøn uden nærmere at angive, hvorfor skatteyderens oplysninger var blevet ændret, og hvorfor myndighedens var skøn var bedre. Ombudsmanden påpegede i forlængelse heraf, at myndighederne ofte ikke gav tilstrækkelig begrundelse for deres afgørelser. Ombudsmanden gjorde også opmærksom på, at skattemyndighederne i flere af sagerne slet ikke havde forholdt sig til de oplysninger, som borgeren var fremkommet med.
Disse kritikpunkter er præcis lige så relevante nu, som de var, da Ombudsmanden lavede sin undersøgelse. Myndighederne tilsidesætter skatteyderens oplysninger uden på nogen måde at påpege, hvad de mener er forkert. Myndighederne begrunder i strid med loven ofte ikke deres afgørelser, og selv i de tilfælde, hvor klagemyndigheden er enig i, at der mangler en begrundelse for det resultat, SKAT er nået til, finder klagemyndigheden, at det ikke har haft konkret betydning. Hvorfor har man så lovkravet?
Skattemyndighederne henviser i deres afgørelser ofte til tidligere sager, som blot ikke svarer til de aktuelt foreliggende. Når skatteyderen gør opmærksom på dette, forholder myndigheden sig ikke til dette klagepunkt.
Myndighederne fremlægger tit ikke oplysninger, som de alene har adgang til, og som vil bestyrke skatteyderens stilling i klagesagen, hvis de blev fremlagt. Dette er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper.
Det synes som om, at enhver ændring, der kan lette skattemyndighedernes opgave, finder en meget hurtig vej gennem Folketinget. Det er der ikke noget forkert i. Men det forudsætter, at man hele tiden vejer hensynet til borgerne op i forhold til hensynet til myndighedernes opgavevaretagelse, og det forudsætter, at man også tilgodeser borgerne på de områder, hvor deres retssikkerhed er truet. Sker det ikke, sender man et farligt signal om, at borgernes retssikkerhed på skatteområdet ingen betydning har.