Bilbranchen har efterspurgt en mere detaljeret og samlet beskrivelse af de retningslinjer, der skal anvendes, når der udvælges annoncer til brug ved værdifastsættelse af brugte køretøjer. Dette er baggrunden for at Motorstyrelsen har udsendt de interne retningslinjer, der gælder når styrelsen selv udvælger annoncer, som vi dykker mere ned i herunder.
Retningslinjer, der skal anvendes, når der udvælges annoncer til brug ved værdifastsættelse af brugte køretøjer
1. Identiske køretøjer er det bedste udgangspunkt
Når værdien skal fastsættes, er Motorstyrelsens første mål at finde annoncer for køretøjer, der er så tæt på det vurderede køretøj som muligt. Det betyder, at de i første omgang søger efter identiske køretøjer, der matcher de vigtigste faktorer som mærke, model, årgang, motor, karrosseri og udstyrsniveau. Annoncerne skal derudover så vidt muligt have en kilometerstand, der svarer til køretøjet i vurderingen, og bør ikke afvige væsentligt fra det konkrete køretøj.
Som en tommelfingerregel medtager Motorstyrelsen kun annoncer for køretøjer, der har været på markedet i under 3 måneder uden prisjustering.
Motorstyrelsen anvender som udgangspunkt mindst 3 annoncer og gerne 5 eller flere.
2. Når identiske køretøjer ikke kan findes
Hvis det ikke er muligt at finde tilstrækkeligt med annoncer for identiske køretøjer, kan man udvide søgningen ved at justere kriterierne. Her er nogle af de muligheder, Motorstyrelsen anbefaler:
- Udstyrsniveau udvides til andre niveauer/udstyrsvarianter.
- Første registreringsår udvides, men med samme udstyrsniveau. (Først +/- 1 år og derefter +/- 2 år, medmindre der er sket facelift eller introduceret ny model).
- Udstyrsniveau og første registreringsår udvides.
- Samme første registreringsår, men med anden ydelse samt udstyrsniveau.
- Samme første registreringsår, men med anden motor samt udstyrsniveau.
- Pkt. 3-5 gentages, men hvor første registreringsår udvides efter pkt. 2.
Der anvendes altid annoncerede priser fremfor salgspriser.
3. Anvendelse af historiske annoncer
I tilfælde, hvor det ikke er muligt at finde nok annoncer, kan Motorstyrelsen også anvende “historiske” annoncer – det vil sige annoncer, der har været tilgængelige inden for de sidste 12 måneder. Disse kan være nyttige, især når der er få aktuelle annoncer at vælge imellem. Vær dog opmærksom på, at historiske annoncer kun kan anvendes, hvis der ikke findes et tilstrækkeligt antal aktuelle annoncer.
4. Specielle køretøjer og udvidet søgning
For mere specielle køretøjer, hvor det ikke er muligt at finde et passende grundlag, kan Motorstyrelsen foretage en udvidet søgning. Her kan man inkludere køretøjer, der er annonceret uden afgift, samt andre køretøjer, der på trods af væsentlige forskelle i f.eks. mærke, model, variant, udstyrsniveau og registreringsår stadig vurderes som sammenlignelige. Baggrunden for, at det udvalgte annoncegrundlag alligevel vurderes for sammenligneligt skal Motorstyrelsen begrunde.
Ud fra en betragtning om at specielle køretøjer ofte vil have en lavere omsætningshastighed, hvor længere liggetider ikke nødvendigvis afspejler en unøjagtig markedspris, kan Motorstyrelsen inddrage annoncer, der har været på markedet i mere end 3 måneder.
5. Korrigering af afvigelser
Når Motorstyrelsen anvender sammenlignelige køretøjer, hvorved må forstås, at der fortsat er tale om specielle køretøjer, og Motorstyrelsen har fundet det efter sin opfattelse bedste sammenligningsgrundlag ved inddragelse af andre mærker, modeller mv., så vil Motorstyrelsen eventuelt justere for forskelle i nypris og specifikationer ved en procentuel regulering.
Som eksempel henvises til, at hvis et annoncekøretøj har en højere nypris på grund af en anden motor, kan annonceprisen reguleres i forhold til den procentuelle forskel i nypriser mellem sagens køretøj og sammenligningskøretøjet. Dette sikrer ifølge Motorstyrelsen, at sammenligningen afspejler den rette markedsværdi.
En bemærkning fra Bachmann/Partners
Det er vores opfattelse, at der skal udvises betydelig forsigtighed ved den netop beskrevne fremgangsmåde ovenfor, da der kan være mange andre og mere relevante faktorer, der er afgørende for forskellige køretøjers værditabsprocenter, end den procentuelle forskel i nypris.
Motorstyrelsen understreger, at de udmeldte retningslinjer er generelle, og at de kan variere afhængigt af de konkrete omstændigheder. Dette kan kun forstås som et kæmpe forbehold for anvendelsen af de retningslinjer som er beskrevet i meddelelsen.
Det er vores opfattelse, at der ikke er noget nyt under solen i de udmeldte retningslinjer, og det er væsentligt for selvanmeldere at holde sig for øje, at SKM-meddelelsen beskriver de retningslinjer som styrelsen anvender i forbindelse med værdifastsættelse af brugte køretøjer. Selvanmeldere kan derfor fortsat, ikke indrette sig i tiltro til at deres værdifastsættelse ikke bliver tilsidesat, selvom de har fulgt de præcis samme retningslinjer, og kan dokumentere dette. Dette skyldes at retningslinjerne er generelle, og Motorstyrelsens konkrete vurdering altid kan bruges som løftestang for at ændre en selvanmelders værdifastsættelse. SKM-meddelelsen har efter vores vurderingen ingen reel værdi for bilbranchen.
Derudover kan vi konstatere, at Motorstyrelsen fortsat ikke fuldt ud efterlever Motorankenævnenes praksis for værdifastsættelse.
SKM-meddelelsen kan i sin fulde længde kan læses her.
Kontakt Bachmann/Partners
For yderligere information eller spørgsmål kan der tages kontakt til Diana Mønniche på tlf. 20 71 78 62 / dme@bachmann-partners.dk eller Mie Nymann Due på tlf. 20 42 86 93 / mny@bachmann-partners.dk.
