I Folketinget er der i øjeblikket diskussion om, hvorvidt regeringen med coronalovgivningen er gået længere end nødvendigt i forhold til at indskrænke borgernes rettigheder. Men på skatteområdet er der ikke den slags uenighed. Her støtter et enigt Folketing op om det synspunkt, at borgerne og virksomhederne er stærkt optaget af at undergrave skattesystemet, og at eneste vej frem er mere magt og flere ressourcer til skatteadministrationen.
Publiceret 18. juni 2020 af Jyllands-Posten.
Regeringen fremlægger det ene initiativ efter det andet, som alle har det til fælles, at skatteydernes rettigheder overfor skattevæsenet formindskes, og at myndighedernes muligheder for at gribe ind overfor borgerne forøges. Det er lykkedes både den tidligere og den nuværende regering at fremmane det billede, at SKATs ineffektivitet og talrige problemer udelukkende skyldes en befolkning, hvis væsentligste beskæftigelse er at snyde skattevæsenet. Den eneste måde at genskabe tilliden til SKAT er ved at svække borgernes i forvejen noget usikre retsstilling og ved at øge SKATs magtbeføjelser og ressourcer.
Det mest bemærkelsesværdige er, at mens vi alle er fuldt opmærksomme på de talrige problemer, der har været med skatteadministrationen de seneste år, så synes der ikke at være nogen evidens for påstanden om, at snyderiet er omsiggribende; at den ringe tillid til SKAT skyldes dette forhold, og at den eneste mulige vej frem er i retning mod nattevægterstaten.
For ikke lang tid siden fremlagde regeringen en plan for styrkelse af skattekontrollen, der bl.a. indebar ansættelse af 1000 nye medarbejdere og nye værktøjer til skattekontrollen. Et enigt Folketing sluttede op om dette initiativ, til trods for at det ikke indeholdt nogen som helst angivelse af, at forholdene var blevet så meget værre, at det var nødvendigt at skrue bissen på overfor skatteyderne. Siger regeringen, at der er behov for mere skattekontrol, svarer Folketinget uden videre selvfølgelig.
Nu har regeringen så fremlagt en plan for øget kontrol af bilforhandlere. Det kan der muligvis være gode grunde til, men dem har vi bare ikke endnu.
Forholdet er det, at den relativt nyoprettede Motorstyrelse, der som sin eneste opgave har at kontrollere og opkræve bilafgifter, nøje følger en ny strategi om at skærpe den praksis, som myndighederne længe har fulgt og som stadig er den, der fremgår af myndighedernes egne vejledninger.
Når brugte biler udføres her fra landet, stiller Motorstyrelsen helt nye, meget restriktive krav til dokumentationen for udførslen for at udbetale eksportgodtgørelse. Det sker i alle sager – også selvom der ingen som helst tvivl er om, at den konkrete bil er udført og befinder sig i udlandet. Motorstyrelsen modtager besked fra importlandets myndighed om, at nu er bilen i dette land, men Motorstyrelsen fastholder, at det er eksportøren, der skal fremlægge en lang række oplysninger. Oplysninger styrelsen selv har adgang til via et EU-indberetningssystem for biler. De nye dokumentationskrav tjener tilsyneladende alene til at begrunde, at styrelsen kan give afslag på at yde eksportgodtgørelse
Når brugte biler indføres og skal indregistreres her i landet, skal værdien af bilen fastsættes. Regeringen og Motorstyrelsen mener, at bilforhandlerne, som i første omgang selv har lov til at foretage denne værdifastsættelse, snyder med den, og ønsker derfor at stramme reglerne. Realiteten er, at Motorstyrelsen også her er slået ind på en ny kurs, hvor styrelsen uden nærmere begrundelse ændrer den værdi, som forhandleren oprindeligt fastsatte. Nogle gange kun med 50 eller 100 kr. At Motorstyrelsen vil forsøge at ændre den måde, biler hidtil er blevet værdifastsat på, er for så vidt OK – men at kalde det snyderi, når man fra styrelsens side søger at introducere nye arbejdsgange og ændrede metoder for udøvelse af skønnet af en brugt bils værdi, forekommer helt uberettiget.
I denne relation er det også værd at bemærke sig, at mens regeringen har travlt med at skærpe skattekontrollen, har den ikke fundet anledning til at gøre noget ved det problem, at en klagesag i dag tager tre til fire år at få igennem det administrative klagesystem. Vi ved derfor først om fire år, om Motorstyrelsens ændrede praksis er lovlig, og om Motorstyrelsen eller de forhandlere, som man i oplægget påstår snyder, havde ret, når det gjaldt fastsættelsen af værdien af de brugte køretøjer.
Dette har den meget uheldige konsekvens, at virksomheder lukker ned, da kun få kan fortsætte driften med et omtvistet millionkrav hængende over hovedet i en årrække. Ofte foretages arrest eller kræves fuld sikkerhedsstillelse for det omtvistede skatte- eller afgiftskrav, selvom det netop ikke er andet end et muligt krav fra det offentlige. Herved lægges løkken om halsen på mange virksomheder i f.eks. auto- og byggebranchen, som reelt er uden retlig beskyttelse.
Det er oplagt, at skattesystemet er under et stadigt pres. Det kan næppe være anderledes, når reglerne er komplicerede og skatterne er høje, end at der vil blive gjort forsøg på at unddrage sig den rette skattebetaling. Derfor er det også på sin plads, at skattevæsenet og regeringen hele tiden er opmærksom på, om der pågår en uønsket udvikling, og i givet fald straks griber ind.
Problemet er imidlertid for det første, at dette ikke er den eneste udvikling, der i øjeblikket foregår. Skatteydernes retsstilling er udsat bl.a. på grund af et klagesystem, som reelt er brudt sammen, og en administration, som ikke synes særligt optaget af at overholde grundlæggende forvaltningsretlige principper om fx at begrunde sine afgørelser eller om at inddrage også de oplysninger i sagsbehandlingen, som taler til den private parts gunst. Det ville klæde regeringen og Folketinget også at skænke dette aspekt blot en vis opmærksomhed.
For det andet må det kræves, at de løsninger, der fremlægges, er afbalancerede. Det er ikke rimeligt, at lovgivningen ensidigt afspejler administrationens ønsker. Rettigheder og forpligtelser må følges ad. Hvis et påstået snyderi skal til livs, må det fastslås af en uvildig instans, at der rent faktisk foreligger snyderi. Hvis myndighederne ikke har ressourcer til at behandle klagesager over ejendomsvurderinger eller til at standse forældelse af fordringer, nytter det ikke at sætte de almindeligt gældende regler ud af kraft til skade for borgerne og blot fastslå, at nu kan man ikke længere klage, og nu indtræder der ikke længere forældelse. Men det er den løsning, Folketinget vælger.
For det tredje bør det forlanges, når skattevæsenet tilføres nye ressourcer og magtmidler, at det påvises, at der er et behov for dette. Det er som om, at tilstedeværelsen af nogle ganske få, men meget bemærkelsesværdige og opsigtsvækkende sager, har skabt grobund for den opfattelse, at skattemoralen i Danmark er til rotterne; at alle snyder, hvis de kan slippe af med det; at årsagen til alle SKATs problemer er at finde i dette forhold, og at løsningen derfor er en yderligere forskydelse af retsstillingen mellem borger og myndighed til sidstnævntes fordel.
Hvis der er denne årsagssammenhæng, skylder regeringen og Folketinget at påvise den.
Coronalovgivningen tjener et ganske usædvanligt og ekstraordinært formål, men den kan få oppositionen op ad stolen. Skattereglerne er der hele tiden, de gælder for alle borgere i dette land, og en tvist med SKAT kan være ødelæggende. Men alligevel synes ingen af Folketingets partier at skænke dette forhold blot den mindste tanke.