Næst efter straf og værnepligt er beskatning det væsentligste indgreb, staten kan rette imod sine borgere. Derfor er der også enighed om, at den svagere stillede borger skal beskyttes mod den mægtige stat ved hjælp af en række retssikkerhedsgarantier. Spørgsmålet er imidlertid, om disse garantier stadig overholdes, og dermed om den almindelige skatteyder er beskyttet i den udstrækning, som man må kunne forvente i en retsstat.

Kronik skrevet af skatte- og afgiftsspecialist Peter Loft. Publiceret i Berlingske den 9. september 2019

I øjeblikket er fokus i den offentlige debat på sager, hvor det offentlige er blevet unddraget den rette skattebetaling. Sagen om svindel med refusion af udbytteskat og diverse TV-udsendelser om snyd med registreringsafgift optager med rette politikerne, og derfor er der gennemført eller planlagt flere indgreb, der enten udvider skattemyndighedernes kontrolmuligheder eller ophæver borgernes adgang til de lempelige ordninger, som påstås misbrugt. De få forslag, der skal styrke borgernes stilling i forhold til det offentlige, er af så beskeden rækkevidde, at de næsten ikke er værd at tage med i betragtning.

Den lovlydige borgers manglende retssikkerhed skal blandt andet ses i lyset af, at der hos skattemyndighederne kan spores en betydelig lemfældighed overfor de regler, som er skabt for at beskytte borgeren mod skattevæsenet. En lemfældighed, som står i stærk kontrast til den adfærd, de samme myndigheder udviser overfor borgeren i bestræbelserne på at opkræve skatter og afgifter hos denne.

Skattelovgivningen er ustruktureret, uoverskuelig og usammenhængende, og derfor meget svær for den enkelte borger at overskue. Skatter og afgifter beslaglægger en stor del af borgernes dispositionsbeløb, og ofte vil hensigtsmæssigheden af en disposition stå eller falde med de beslutninger, skattemyndighederne måtte træffe herom. På denne baggrund burde det være en selvfølge, at man søgte at gøre, hvad der er muligt, for at styrke borgerens udsatte position i forhold til skattesystemet. Situationen er imidlertid efter min opfattelse den modsatte. Man beskytter staten mod borgeren.

Det er uhyre vanskeligt for en skatteyder at vinde en sag over skattemyndighederne. Ifølge en undersøgelse bragt i bladet Danske Advokater fra 2014 er det kun i ca. 10 pct. af sagerne, den private part vinder over det offentlige. En mulig årsag hertil kan være, at dommerne – akkurat som almindelige mennesker – har meget svært ved at overskue skattereglerne og dermed konsekvenserne af deres domme. De læner sig derfor op ad statens advokat, Kammeradvokaten, der dygtigt søger at vinde sagerne for sin klient.

I straffesager skal anklagemyndigheden optræde neutralt og fremlægge både de forhold, der taler for den sigtedes skyld og for dennes uskyld. Et lignede princip gælder ikke i skattesager, hvor Kammeradvokaten gør, hvad der kan gøres, for at vinde sagen for skatteministeriet. Dette er der intet forkert i, men det er en markant ændring i forhold til tidligere, hvor Skatteministeriet og Kammeradvokaten indtog den mere neutrale holdning, at det væsentlige var at få fastslået, hvad der var gældende ret – ikke at vinde sagen for enhver pris. 

Det er et politisk spørgsmål, efter hvilke principper man ønsker retssager ført, men hvis der i dag er en -uberettiget -tendens til at tillægge Kammeradvokatens udsagn større værdi end modpartens, får sagerne et skævt og for den private part uheldigt forløb. I Sverige deltager skattesagkyndige meddommere i retssager om skat, og her er borgernes medholdsprocent ifølge en redegørelse fra det svenske Skatteverket ca. 25.  I Norge er medholdsprocenten ifølge en analyse fra Cepos omkring 40.

Hvis der er en skævhed med hensyn til borgerens mulighed for at få ret i en skattesag, udgør dette i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem. Men det skaber yderligere det problem, at skattemyndighederne indretter sig efter de afgørelser, som domstolene træffer. Hvis en domstol fx ikke mener, at det skal påvirke udfaldet af en sag, at myndighederne ikke har overholdt nogle retssikkerhedsmæssige forskrifter, så kan man jo dårligt fortænke myndighederne i heller ikke at lægge vægt på disse regler. Konsekvensen bliver, at regler, som skulle styrke borgeren overfor det offentlige, tilsidesættes, uden at dette får nogle konsekvenser, og at borgerens i forvejen udsatte position derfor forværres yderligere.

Motorområdet er et udmærket eksempel på udviklingen.

Når brugte biler indføres fra udlandet eller eksporteres til udlandet, skal værdien af bilen fastsættes – enten for at beregne registreringsafgiften eller for at beregne den restafgift, sælger kan få refunderet, når bilen udføres. Begge dele rejser store problemer for såvel myndighederne som for bilforhandlerne, da det er svært at fastslå, hvad en konkret bil er værd på det danske marked. Her er altså en situation, hvor uklare og forældede regler stiller borgeren svagt, og giver myndighederne kontrolproblemer.

Reaktionen har i første omgang været, at Skatteministeriet er ved at udarbejde et lovforslag, som giver myndighederne bedre kort på hånden overfor forhandlerne. Ændringen forbedrer ikke mulighederne for at fastslå den rette værdi af bilen – den begrænser blot forhandlernes i forvejen ringe muligheder for at påvirke værdiansættelsen.

Myndighederne har sideløbende hermed i konsekvens af de kontrolmæssige problemer opstillet nogle krav til forhandlere, der eksporter biler og derfor ønsker eksportgodtgørelse. Motorstyrelsen forlanger i dag en lang række oplysninger fx om, hvem i udlandet der har købt bilen; oplysninger, der dokumenterer, hvordan køber i udlandet har betalt for bilen, og oplysninger om, hvordan bilen blev bragt til den udenlandske køber. Ingen af disse krav fremgår af loven eller af skattemyndighedernes egne instrukser. Det skal efter loven blot dokumenteres, at bilen er udført her fra landet.

Motorstyrelsen afviser således anmodninger om eksportgodtgørelse, uden at der er hjemmel hertil. Opfyldes Motorstyrelsens egne betingelser ikke, nægtes godtgørelsen, også selv om der ingen tvivl kan herske om, at den pågældende bil er udført og nu kører rundt i udlandet. Man har erstattet et konkret skøn med en mekanisk gennemgang af de oplysningskrav, som Motorstyrelsen selv har opstillet; kan blot dele af de krævede oplysninger ikke fremlægges, nægtes eksportgodtgørelse – også selv om oplysningen konkret er uden betydning.

Når Motorstyrelsen afviser en anmodning om eksportgodtgørelse, trods de fremlagte oplysninger om, at bilen er udført, bliver det i realiteten den private part, der skal bevise, at myndighederne har uret. I nogle tilfælde kræver Motorstyrelsen oplysninger fremlagt, som forhandleren ikke selv har adgang til, men som Motorstyrelsen ville kunne få fra udenlandske søstermyndigheder. 

Når alle relevante oplysninger er fremlagt, afvises en ansøgning om godtgørelse, hvis man har søgt om refusion for januar måned, og styrelsen mener, at der skulle være søgt for februar måned.

Motorstyrelsens adfærd er i strid med en række forvaltningsmæssige grundprincipper om krav om hjemmel, om ikke at erstatte et skøn med en mekanisk kontrol, om bevisbyrde og om at bruge alle tilvejebragte oplysninger – også dem, der taler til gunst for den private part – når der træffes en afgørelse.

Problemet, at borgernes retssikkerhed ikke bliver tilstrækkeligt tilgodeset, er generelt på hele skatteområdet. En kombination af et administrativt klagesystem, der er brudt sammen, idet ventetiden ved Landsskatteretten i dag er mellem 3 og 4 år; domstole, som ikke påser, om retssikkerhedsgarantier overholdes af myndighederne, og et politisk og administrativt system, der er langt mere optaget af, at det ”rette” beløb skal betales i skat, uanset hvilke skærpelser  dette indebærer for den lovlydige borger.  Skal tilliden til skattevæsenet genskabes, er det ikke kun et spørgsmål om nye bevillinger, men i mindst lige så høj grad et spørgsmål om, at myndighederne optræder retfærdigt og neutralt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *