Skrevet af advokat Peter Loft. Publiceret den 7. oktober 2020 på altinget.dk.
En række af landets førende økonomer med tilknytning til tænketanken Kraka gav i Altinget den 30. september udtryk for, at regeringen ved at fravælge en generel, høj CO2-afgift også fravælger at lade markedskræfterne drive den grønne omstilling, hvilket ifølge økonomerne svarer til at lade Messi sidde på udskiftningsbænken.
Som gammelsproglig student, jurist og i øvrigt uden antydning af indsigt i fodbold skal jeg på ingen måde gå i rette med indlægget, men blot som tidligere lovsnedker forsigtigt spørge, om det overhovedet er muligt at lave en velfungerende generel CO2-afgift?
Der er næppe tvivl om, at markedskræfterne vil være en vigtig forbundsfælle i den grønne omstilling, og at en generel, høj afgift netop vil kunne aktivere disse markedskræfter. Men det forudsætter, at det er muligt på kort sigt at udforme en afgift, som lader sig administrere og kontrollere, og som ikke afføder utilsigtede virkninger og juridiske problemer. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at lave en generel afgift; problemet er hvor hurtigt og hvor effektivt.
Jeg har gennem mit virke i centraladministrationen været med til at udforme mange skattelovforslag efter tilskyndelse fra eksperter, der har sigte på løsning af et konkret problem, men som beredvilligt overlader til ministerierne at strikke de ønskede beskatningsmodeller sammen. Desværre ikke altid med lige gode resultater.
For blot at nævne nogle få eksempler: I 2011 gennemførte man en fedtafgift til dels tilskyndet af ernæringseksperter, som mente, at man gennem en afgift kunne tilskynde folk til at spise sundere. Nogenlunde samtidig gennemførtes en multimedieskat, fordi eksperter overbeviste politikerne om, at det ikke giver mening at beskatte en fri telefon, når man i øvrigt kan kommunikere på en masse andre – hidtil skattefri – måder. Man gennemførte en pensionsudligningsskat for på denne måde at undgå det, økonomer kaldte et generationstyveri, når ældre pensionister kunne hæve deres i sin tid stærkt skattebegunstigede pensionsopsparing til nutidens lavere skatteprocenter. Og i 2013 introduceredes en forsyningssikkerhedsafgift for at fremme udbredelsen af vedvarende energi.
Fælles for alle disse relativt nye skatter er, at de meget hurtigt viste sig at være eklatante fiaskoer. De er alle efter kort tid blevet ophævet, aldrig sat i kraft eller kun gennemført i et meget lille omfang i forhold til de oprindelige planer. De administrative, forståelsesmæssige eller juridiske problemer viste sig hurtigt uoverstigelige.
Økonomer har i årevis uden held forsøgt at forklare mig, hvorfor det er nødvendigt at beskatte bebyggede grunde til den værdi, de ville have i ubebygget stand. Den nu valgte løsning på ejendomsbeskatningsområdet har efterkommet økonomernes råd til trods for de indlysende tekniske problemer, dette råd afstedkommer– med det resultat, at det helt nye ejendomsvurderingssystem bl.a. af denne grund er stærkt nødlidende.
Det er muligt, at man i dag er langt dygtigere til at skrue komplicerede skattelove sammen, end man var i min tid, og det er også muligt, at der allerede findes svar på de fleste af de problemer, en høj CO2-afgift vil skabe. Men hvis det ikke er tilfældet, er det mit råd at bruge den tid, der skal til, og ikke i mellemtiden foregøgle, at det er let og ligetil at introducere en sådan afgift.
Man risikerer – som med pensionsudligningsskatten – at det er umuligt at skabe et tilstrækkeligt præcist og ikke mindst kontrollerbart grundlag at opkræve afgiften på – fx for landbruget.
Man risikerer – som med forsyningssikkerhedsafgiften og fedtafgiften – at der opstår EU-statsstøtteproblemer, når visse sektorer eller brancher af konkurrencemæssige hensyn skal helt eller delvis friholdes for en høj afgift. Selv den, hvad kompleksitet angår, ret upåagtede arneskat har vist sig at indeholde statsstøtteretlige problemstillinger.
Produkter fra de virksomheder, der er i en overgangsperiode skal friholdes for fuld afgift – fx cement, skal i stedet belægges med en forbrugsafgift, således at princippet om, at forureneren betaler, opretholdes. Men man risikerer administrativt kaos, når man skal beregne afgiften på et sammensat produkt, hvori der fx indgår cement – ganske som når fedtafgiften på en pakke hjemmelavet leverpostej skulle beregnes.
En CO2-afgift vil også omfatte brænde, man samler ind i skoven, og halm, medmindre det er til kaninen. Det var nogle af de uoverstigelige problemer, som forsyningssikkerhedsafgiften stødte på. Måske alt sammen små problemer i forhold til det altoverskyggende klimaproblem – men ikke desto mindre problemer, der skal løses, for at vi kan få en effektiv og virkningsfuld CO2-afgift.
Det er beskæmmede for en lovsnedker at måtte indrømme det, men det er min opfattelse, at de teknologiske fremskridt, som virksomheder og forskere har frembragt, har givet os større velstand og økonomisk fremgang, end de fiskale nyskabelser jeg har været med til at skabe gennem årene. På denne baggrund er det mig mindre forståeligt, at det er udtryk for ansvarsforflygtigelse og voodoo-økonomi at sætte sin lid til de teknologiske frembringelser, der måtte vise sig i hockeystavens yderste del, mens det er udtryk for klogskab og ansvarlighed at lægge størstedelen af sine æg i den kurv, der hedder en endnu ikke udviklet CO2-afgift.
Både teknologiske fremskridt og fiskale nyskabelser er nødvendige for at skabe den grønne omstilling, og afgifter kan formentlig være med til at fremskynde nye teknologier. Men at sige, at en generel og høj CO2-afgift ligger lige for og derfor er den løsning, der her og nu skaber den bedste og billigste omstilling, er i bedste fald meget optimistisk. Der er mange fortalere for en vidtgående grøn skattereform, men tilsyneladende ingen – måske bortset fra regeringen – der er specielt optaget af, om de vidtløftige tanker overhovedet lader sig realisere.