Af Peter Loft, advokat hos Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab. Publiceret i Børsen den 17. august 2021
Skatteministerens højeste prioritet er, at alle, der begår skattekriminalitet, afsløres og straffes. Men en ny rapport fra Rigsrevisionen viser, at mange skattestraffesager enten aldrig forfølges, eller at de blot ligger og samler støv i Skattestyrelsen.
Der er mange vanskeligheder i skatteforvaltningen, men ifølge Morten Bødskov er det altoverskyggende problem, at nogle snyder med deres skattebetaling og dermed unddrager sig den fælles finansiering af velfærdssamfundet. Problemerne med den vaklende retssikkerhed og stigningen i antallet af besynderlige afgørelser; problemerne med gældsinddrivelsen eller med ejendomsvurderingerne kommer i anden række.
I det lys forekommer det overraskende, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i en ny redegørelse finder skattevæsenets indsats i forhold til at sikre, at straffesager bliver gennemført og fører til domfældelse, kritisabel.
Når skattevæsenet gennemfører en kontrol af en skattepligtig, undersøges ikke kun, om det rette skatte- eller afgiftsbeløb er blevet betalt. Myndighederne undersøger også, hvis der er begået fejl, om disse må anses for forsætlige eller groft uagtsomme. Hvis det er tilfældet, vil den skattepligtige normalt – ud over efterbetaling af skat – også blive mødt med et krav om straf i form af bøde eller fængsel. Processen er herefter, at den kontrollerende enhed i SKAT sender den potentielle straffesag videre til en nærmere strafferetlig vurdering i en særlig enhed. Denne enhed kan enten administrativt give en bøde eller videresende sagen til politiet eller anklagemyndigheden med henblik på tiltalerejsning.
Rigsrevisionen konstaterer, at der i mange tilfælde ikke gennemføres en tilstrækkelig grundig undersøgelse af, om den pågældende sag bør sendes videre til en strafferetlig vurdering. I disse sager bliver det altså aldrig undersøgt, om der udover de skattemæssige spørgsmål også foreligger en mulig strafbar overtrædelse.
Rigsrevisionens undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlingstiden i de sager, der rent faktisk sendes videre til strafferetlig vurdering, siden 2016 er blevet fordoblet. I 2016 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 202 dage; i 2020 var den 451 dage. Sagerne ligger uberørt i lang tid efter modtagelse. Flere sager har ligget i to år eller mere, uden at sagsbehandlingen er påbegyndt. Ved udgangen af 2020 lå der 12.300 uafsluttede sager, og sagspuklen stiger fortsat.
For de borgere, der muligvis står til straf, er det givetvis en ubehagelig ventetid, men yderligere bliver straffesager forældede, enten efter 2, 5 eller 10 år. Antallet af sager, som når at blive forældende, stiger år for år.
I betragtning af skatteministerens til tider ret ensidige fokus på, at ingen må snyde i skat, er det bemærkelsesværdigt, at skattevæsenet i samme periode fra 2016 til 2020 er blevet tilført ca. 3.000 nye medarbejdere svarende til en tilvækst på omkring 40 pct. Man skulle tro, at nogle af de mange nye medarbejdere var blevet brugt til at sikre en effektiv, hurtig og tilbundsgående behandling af straffesagerne.
Endnu værre er det imidlertid, at Rigsrevisionens tal formentlig er alt for lave – væsentligt flere sager burde have været undersøgt for potentielle strafbare forhold.
Skattevæsenet har adgang til at genoptage en ellers afsluttet sag i ca. tre år efter det relevante år. Skal en skatteansættelse ændres efter længere tid, er dette kun tilladt, hvis der foreligger strafbare forhold – det vil sige, at den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at give de rette oplysninger til myndighederne. Men i adskillige sager foretager myndighederne ændringer mange år tilbage, idet de påstår, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, vel at mærke uden at indlede strafferetlig forfølgelse. Den skattepligtige mister dermed den sikkerhed, som lovgivningen forudsætter, at den ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelsen kun kan finde sted i forbindelse med egentlige straffesager. Hvis betingelserne for at gennemføre en straffesag ikke er til stede, er betingelserne for den ekstraordinære genoptagelse heller ikke til stede.
Det reelle antal sager, som skal vurderes i et strafferetligt lys, er derfor en del større end de tal, som Rigsrevisionens undersøgelse viser. SKATs indsats bliver dermed yderligere kritisabel, idet ikke kun personer, som måske burde straffes, går fri. En række skatteydere bliver efter mange år afkrævet yderligere skattebetaling, uden at myndighederne undersøger, om lovens betingelser herfor overhovedet er opfyldt.
Hvis 3.000 nye ansatte ikke er tilstrækkeligt til, at SKAT kan overholde loven, hvor mange skal der så til?