Pressens afsløring af dokumenter om mere eller mindre lyssky skattearrangementer, spektakulære sager om hvidvask og svindel med udbytteskatterefusion samt generelt stigende interesse for selskabers skattemæssige adfærd betyder, at mange selskaber bør overveje at formulere og tilrettelægge en egentlig skattepolitik eller adfærdskodex for skatteforhold.
De fleste selskaber har længe haft en formuleret politik for deres adfærd på klima-, miljø- og arbejdsmiljøområdet. CSR-rapportering og FNs Global Compact initiativ er i dag almindelig udbredt blandt størsteparten af de danske selskaber, men noget tilsvarende har aldrig været benyttet på skatteområdet. Mens selskaber pålægger sig selv strenge restriktioner for almindelig ansvarlighed overfor det omkringliggende samfund, hersker der en langt friere holdning til skattespørgsmål. Meget tyder imidlertid på, at dette forhold er på vej til at ændre sig hastigt.
De spektakulære sager om pengeinstitutters hvidvaskaktiviteter; sagskomplekset vedrørende svindel med udbytteskatterefusion og pressens blotlæggelse af adskillige fortrolige dokumenter, som afslører både landes, pengeinstitutters, rådgiveres og selskabers tvivlsomme skattemæssige adfærd, har skabt øget aktualitet om og fokus på selskabers skattepolitik.
Der er flere grunde til, at selskaber, der ikke allerede har fastlagt en klar og stringent skattepolitik, bør forholde sig aktivt til, hvordan de ønsker at handle i skattemæssige spørgsmål.
For det første viser de aktuelle skattesager, at det kan få katastrofale følger for en virksomheds omdømme at blive forbundet med en skattesag. Er der tale om egentlig – ulovlig – skattesvig, kan dette næppe undre; men der er efterhånden også adskillige eksempler på, at selskaber har tabt omdømme på at blive forbundet med blot tvivlsom skattemæssig adfærd eller aggressiv skatteplanlægning. Altså handlinger som formentlig er lovlige, men muligvis i strid med lovens ånd eller hensigt. Tab af omdømme vil ofte tillige afstedkomme store økonomiske tab.
Omvendt vil for det andet en klart formuleret og efterlevet skattepolitik gavne en virksomheds omdømme – ligesom en særlig grøn og bæredygtig adfærd længe har kunnet det.
For det tredje kan der spores en stigende tendens til, at investorer – især institutionelle investorer – stiller krav til skattepolitikken i de selskaber, de investerer i. Det kan ske enten ved et egentligt fravalg, ligesom man har set i forhold til fx tobaks- eller våbenindustrien, eller gennem udøvelse af et aktivt ejerskab, hvor selskabet foranlediges til at anlægge en bestemt skattestrategi, der stemmer overens med investorens holdninger til skattebetaling og åbenhed herom.
Denne udvikling falder også godt i tråd med EU’s initiativ på revisionsområdet, hvor der for de såkaldte PIE virksomheder – det vil især sige børsnoterede selskaber – er krav om adskillelse mellem rådgivning og revision, således at skattemæssige beslutninger træffes isoleret og særskilt.
Endelig er der tale om et område, hvor der hersker en stærkt dynamisk udvikling. Det, som var acceptabelt i går, er ikke nødvendigvis acceptabelt i morgen. En skattepolitik, der tillige fastlægger beslutningsprocessen, kan mindske dette problem.
En skattepolitik bør fastlægge retningslinjer for, hvordan selskabet ønsker at agere på skatteområdet. Hvilken risikovillighed skal der udvises? Vil man på forhånd fraskrive sig benyttelsen af spekulative og skattemæssigt usikre arrangementer? Skal driftsmæssige hensyn rangere over skattehensyn? Hvilken relation ønsker virksomheden at have i forhold til myndigheder mv.?
Det bør besluttes, hvem i selskabet der træffer afgørelser i vigtige skattespørgsmål. Er det fx et bestyrelsesanliggende eller et anliggende der – evt. i visse situationer – kan træffes på lavere niveau?
En skattepolitik bør fastlægge retningslinjer for både intern og ekstern rapportering. Den interne for at sikre overholdelsen af de fastsatte retningslinjer. Den eksterne for at give omverdenen et indblik i den adfærd, som gerne skulle være udkommet af den fastlagte skattepolitik.
En skattepolitik kan også indeholde en whistleblower-ordning til sikring af, at skattepolitikken efterleves i alle dele af virksomheden.
Er selskabet repræsenteret i flere lande, bør der både fastsættes retningslinjer for, hvordan skattebyrden ønskes fordelt på de enkelte lande, og for hvilke oplysninger herom man vil offentliggøre.
Fastlæggelse af en skattepolitik er langt fra enkelt. Skattelovgivningen er indviklet, ustruktureret og ofte modsætningsfyldt. Er flere landes skattesystemer involveret, stiger kompleksiteten yderligere. Derfor er der mange forhold, man er nødt til at forholde sig til, når en skattepolitik skal udfærdiges.
De positive effekter, der ofte vil være knyttet til en forsigtig, ansvarlig og transparent skattepolitik, skal opvejes imod konkurrencemæssige aspekter. Grænsedragningen mellem acceptabel adfærd, herunder udnyttelse af legale lempende særregler, og aggressiv skatteplanlægning er diffus og derfor ofte svær at foretage.
Alligevel er det ikke kun hensigtsmæssigt, men i stigende grad tillige forventet, at selskaber fastlægger deres skattemæssige adfærd; lægger denne åbent frem, og løbende afrapporterer åbent gennem fremlæggelse af de oplysninger, som overfor omverdenen viser, hvad denne skattepolitik konkret fører til.
Bachmann/Partners Advokatpartnerselskab rådgiver og bistår med udformning og gennemførelse af en skattepolitik i selskaber.
For yderligere information kontakt gerne Christian Bachmann på telefon 30304521 / chb@bachmann-partners.dk eller Peter Loft på telefon 40302315 / psl@bachmann-partners.dk.